Har du svært ved at læse varedeklarationen eller tyde detaljerne på et billede? Så se her, hvordan du omdanner din iPhone til et par læsebriller.
Den holder os opdateret på Facebook, Twitter og TikTok, og den hjælper os med billederne til Instagram. Nu kan vores kære iPhone sørme også hjælpe os under læsningen.
Der er indbygget mange små og smarte funktioner på en iPhone, det er bare lige spørgsmålet om at finde dem. Forstørrelsesglasset er en af disse funktioner, som for mange mennesker med nedsat syn kan være en stor hjælp i hverdagen.
Forstørrelsesglasset på din iPhone kan benyttes til at zoome ind på objekter i nærheden af dig. Du kan også bruge din iPhone til at registrere personer, genstande og scener omkring dig med registreringstilstand og billedbeskrivelser.
Sådan aktiverer du forstørrelsesglasset på iPhone
Det er nemt at bruge iPhone-forstørrelsesglas funktion, som du kan slå til og fra ved at følge vores lille vejledning.
- Åben Indstillinger
- Vælg Generelt
- Vælg Tilgængelighed
- Find Forstørrelsesglas-funktionen og vip skyderen til højre
Sådan tænder og slukker du for forstørrelsesglasset
Når du har aktiveret Forstørrelsesglas-funktionen på din iPhone, så tænder du for den ved at trykke tre gange hurtigt efter hinanden på side-knappen. Herefter kan du trække i forstørrelsesglas-mærket for at justere, hvor meget du vil forstørre ind og ud på det valgte objekt.
Når du er færdig med at bruge forstørrelsesglasset på din iPhone, så slukker du for funktionen ved at skubbe opad fra skærmens bund.
Hvilke iPhone-modeller understøtter forstørrelsesglasset?
Du behøver ikke have den nyeste iPhone model, for at kunne bruge forstørrelsesglasset. Mange ældre modeller har også denne funktion. Hvis blot din iPhone-model kan opdateres til iOS 10 eller nyere version, så er du garanteret Forstørrelsesglas-funktionen.
Har du eksempelvis en iPhone 8 eller tidligere model, skal du tænde og slukke for forstørrelsesglasset på en lidt anden måde. Her skal du i stedet trykke tre gange på Hjem-knappen for at tænde forstørrelsesglasset og én gang for at slukke for det igen. Hvis det ikke virker, så skriv Forstørrelsesglas i søgefeltet på din iPhone, hvorefter du får en oversigt over genveje og her trykker du på genvejen til Forstørrelsesglas således funktionen aktiveres og virker med de tre tryk på Hjem-knappen.