Se her, hvordan du kan bruge din iPad som ekstra skærm på din Mac ved hjælp af funktionen Sidecar.
Der er mange ting, som du kan lave på din Mac. Men nogle gange kan man godt mangle en ekstra skærm til den ellers så smarte computer. Det kan du løse ved at bruge din iPad som ekstra skærm, når du arbejder på din Mac.
Vi guider dig her til, hvordan du får det maksimale ud af opsætningen mellem iPad og Mac ved hjælp af funktionen Sidecar fra Apple.
Hvad er Sidecar?
Med Sidecar kan du bruge din iPad i liggende retning som en ekstra skærm til din Mac. Ligesom med alle andre ekstra skærme kan du udvide skrivebordet ved at vise forskellige apps eller vinduer på din iPad eller i stedet få den til at vise de samme som dem, du ser på din Mac.
Brug din iPad og Mac sammen
Hvis du både ejer en iPad og en Mac, så ved du sikkert allerede, at de to udgør et utroligt stærkt par. Men ved du også, at de udgør et meget stærkt par, når de bliver brugt sammen? For jo, du kan sagtens bruge begge enheder på samme tid til samme opgave. Hvis du gerne vil bruge din iPad og din Mac sammen, giver det næsten sig selv, at du har behov for at forbinde de to enheder. Det kan du nemt og hurtigt gøre med Sidecar. Denne funktion findes allerede i både macOS og iPadOS.
Det er ikke kun, hvis du vil have en ekstra skærm, at din iPad kan komme dig til hjælp. For du kan også vælge at bruge din iPad som primær skærm for Mac mini M4.
Det bedste fra begge enheder
Når du bruger Sidecar optimerede apps, får du mulighed for at udnytte de bedste fortrin på begge dine enheder. Du kan eksempelvis kommenter på en PDF eller et skærmbillede på din iPad med din Apple Pencil, og derefter nemt og hurtigt indsæt det i et dokument på din Mac. Du kan også vælge at bruge din iPad til at tegne, understrege, skrive og redigere direkte i en Mac-app.
Systemkrav til Sidecar
Det er ikke alle modeller af Mac og iPad, der har den indbyggede funktion Sidecar. Men det er heldigvis langt de fleste. Hvis din Mac har styresystemet macOS Catalina eller nyere, har du adgang til funktionen. Hvis du har en iPad, skal den have styresystemet iPadOS 13 eller en nyere version, for at opfylde kravene.
Herover skal du skal du være logget ind med det samme Apple-ID. Hvis du gerne vil bruge Sidecar trådløst, må dine enheder ikke være placeret længere end 10 meter fra hinanden. Derudover skal begge enheder have Bluetooth, Wi-Fi og Handoff slået til. På din iPad må deling af mobildataforbindelsen ikke være aktiveret. Ligeledes må deling af internetforbindelsen ikke være slået til på din Mac.
Husk at dit Apple-ID er personligt og du aldrig bør udlevere det til andre. Hvis du har glemt koden eller blot har behov for at skifte kode til dit Apple-ID har vi tidligere skrevet, hvordan du gør.
Sådan kommer du i gang
Når du har sikret at begge dine enheder opfylder systemkravene til Sidecar og at du er logget ind med det samme Apple-ID begge steder, er du klar til at forbinde din iPad med din Mac.
Du kan godt vælge, at du gerne vil have Sidecar til at forbinde dine enheder trådløst. Dette virker rigtig godt og giver ingen problemer, når du arbejder på hverkan din iPad eller din Mac. Men du kan også vælge at du hellere vil slutte din iPad direkte til din Mac ved at bruge dit USB-opladerkabel. På denne måde er du også med til at forlænge batteritiden på din iPad, da den er tilsluttet strøm under brug. Hvis du vælger at du vil bruge Sidecar via USB, skal du dog lige huske, at din iPad skal være indstillet til at godkende din Mac. Ellers kan du ikke få dem til at arbejde sammen.
Udvid din skærmen
Når du har tilsluttet din iPad som en ekstra skærm til din Mac, kan du selv vælge, om du vil bruge den som en skærm, der udvider eller dublerer din stationære Mac.
Når du har åbnet et vindue på din Mac og gerne vil bruge din iPad, kan du gøre følgende: Flyt din markør hen over fuldskærmsknappen (den grønne knap) i det aktuelle vindue på din Mac. Nu kan du vælge at flytte det pågældende vindue over til skærmen på din iPad. Når du så er færdig og eventuelt vil have flyttet vinduet tilbage til din Mac, kan du på samme måde flytte din markør over fuldskærmsknappen (den grønne knap) og vælge at flytte vinduet tilbage til din Mac.
Du kan også vælge blot at trække dine Mac-vinduer frem og bilbage mellem din iPad og din Mac. Find den løsning, du synes, der er nemmest at arbejde med og brug denne metode.
Dubler din skærmen
Det kan også være, at du hellere vil have, at din iPad skal dublere skærmen på din Mac. Så er der lidt forskelle på, hvad du skal gøre alt efter, hvilken udgave af macOS din computer bruger.
Hvis din Mac bruger macOS Monterey eller en nyere version af macOS, skal du vælge en dubleringsindstilling i menuen Dubler skærm, som du finder på menulinjen.
Bruger din Mac macOS Big Sur, skal du vælge en dubleringsindstilling i menuen Skærm, som du finder enten i Kontrolcenter eller på menulinjen.
Hvis din Mac derimod bruger macOS Catalina, skal du vælge en dubleringsindstilling i menuen AirPlay, som du finder på menulinjen.
Brug din iPads finesser
En af de helt store fordele ved, at du kan bruge din iPad som ekstern skærm på din Mac er, at du kan bruge alle din iPads finesser. Det vil sige, at du både kan bruge din iPad til at tegne, understrege, skrive og meget mere i dokumenter, der skal bruges på din Mac.
Du kan også bruge selve indholdsoversigten på din iPad, selvom du arbejder med dokumenter, der egentlig hører hjemme på din Mac. For at finde de mest almindelige Mac-betjeningselementer i indholdsoversigten, skal du kigge i den ene side af skærmen på din iPad. Du finder blandt andet Kommando, Skift og andre kombitaster. Så her kan du vælge kommandoer, du gerne vil have adgang til og bruge dem med fingeren eller din Apple Pencil i stedet for med et tastatur.
Brug Multi-Touch-bevægelser
Du kan også med fordel bruge bevægelser til at navigere rundt på skærmen og udføre handlinger på din iPad. Nogle af de mest gængse Multi-Touch funktioner, har vi oplistet til dig her:
- Rul: Skub med to fingre
- Kopier: Knib sammen med tre fingre
- Klip: Knib sammen to gange med tre fingre
- Indsæt: Knib ud med tre fingre
- Fortryd: Skub til venstre med tre fingre, eller tryk to gange med tre fingre
- Gentag: Skub til højre med tre fingre
Ofte gør det bare arbejdet på en iPad meget hurtigere, hvis du bruger disse funktioner.
Brug din Apple Pencil
Når du skal arbejde på din iPad, behøver du ikke bruge den mus eller det pegefelt, der er sluttet til din Mac, når du skal pege, klikke eller udføre handlinger. Du kan i stedet vælge at bruge din Apple Pencil direkte på din iPad skærm. For det er meget nemmere og hurtigere at bruge din Apple Pencil på din iPad skærm, når du skal tegne, redigere billeder, tegne skitser og lave markeringer i dokumenter. Hvis du har valgt at dublere din skærm, kan du med det samme se opdateringerne direkte på din Mac.
Brug din Touch Bar
Rigtig mange apps til Mac understøttet brugen af Touch Bar. Det er med til at gøre det endnu nemmere at udføre almindelige handlinger. Når du bruger Sidecar, får du også en Touch Bar på skærmen på din iPad. Det endda selvom din Mac måske ikke hat en Touch Bar. Så kan du blot bruge din finger eller din Apple Pencil til at trykke på betjeningselementerne og hermed bruge Touch Bar på din iPad.
Hvis du oplever, at Touch Bar ikke vises af dig selv, når du bruger en app, der tilbyder Touch Bar-betjeningselementer, kan du selv få adgang hertil.
Hvis din Mac bruger macOS Ventura eller nyere versioner af macOS, skal du gøre følgende:
- Åbn Apple-menuen
- Vælg Systemindstillinger
- Klik på Skrivebord & Dock i indholdsoversigten
- Nederst til højre, skal du slå Skærme har separate Spaces til
Hvis din Mac bruger tidligere versioner af macOS, skal du gøre følgende:
- Åbn Apple-menuen
- Vælg Systemindstillinger
- Klik på Mission Control
- Slå Skærme har separate Spaces til
Nu skulle du gerne have adgang til at bruge Touch Bar på din iPad.
Brug dit tastatur og din mus
Når du har forbundet din iPad og din Mac med Sidecar, kan du både bruge det tastatur, der er tilsluttet din Mac men du kan også vælge at bruge det tastatur, der er tilsluttet din iPad, herunder Smart Keyboard eller Magic Keyboard, når du vil skrive. Hvis du gerne vil bruge en mus til at pege, klikke eller vælge med, skal du bruge den mus, der er tilsluttet din Mac. Alternativt kan du også vælge at bruge en Apple Pencil direkte på din iPad.
Indstillinger af Sidecar
Hvis du gerne vil have adgang til indstillingerne i Sidecar, gøres det på forskellige måder alt efter, hvilket styresystem, du bruger på din Mac.
Hvis din Mac bruger macOS Ventura eller nyere versioner af macOS, skal du gøre følgende:
- Åbn Apple-menuen
- Vælg Systemindstillinger
- Klik på Skærme i indholdsoversigten
- Klik derefter på din iPad øverst i vinduet
Bruger din Mac macOS Monterey, skal du gøre følgende:
- Åbn Apple-menuen
- Vælg Systemindstillinger
- Klik på Skærme i indholdsoversigten
- Herefter klik på Skærmindstillinger
- Klik derefter på din iPad i indholdsoversigten
Hvis din Mac bruger tidligere versioner af macOS, skal du gøre følgende:
- Åbn Apple-menuen
- Vælg Systemindstillinger
- Klik på Sidecar
Du skal dog være opmærksom på, at visse indstillinger kun er tilgængelige på computere, der understøtter Sidecar. Det gør sig blandt andet gældende for:
- Vis indholdsoversigt, der viser eller skjuler indholdsoversigten i venstre eller højre side af skærmen på din iPad.
- Vis Touch Bar, der viser eller skjuler Touch Bar nederst eller øverst på skærmen på din iPad.
Nu kan du selv få lov til at kigge nærmere på indstillingerne i Sidecar.
Smart ekstra skærm
Nu er du klar til at bruge din iPad som en ekstra skærm til din Mac. Og vel at mærke ikke en hvilken som helst ekstra skærm, men én med rigtig mange smarte finesser, som du med fordel kan få glæde af, når du arbejder på et dokument, der skal bruges på din Mac.