Find alt du skal vide om den smarte skytjeneste, og bliv klogere på forskellene på den gratis iCloud og iCloud+.
Har du allerede fyldt din iPhone, iPad, Mac eller Windows PC op med alle din data og står du dermed og mangler mere opbevaringsplads på dine enheder? Så kan det være, at det er på tide, at du stifter bekendskab med iCloud.
Ligegyldigt om du først skal til at snuse forsigtigt til iCloud eller du allerede bruger det, har vi her samlet alt, hvad du bør vide om den smarte skytjeneste fra Apple.
Hvad er iCloud?
I oktober måned 2011 lancerede Apple deres skybaserede lagerservice, som de valgte at kalde iCloud. Der er tale om en tjeneste til lagring af dine data i skyen. Det vil sige, at lagringen af dine data ikke nødvendigvis behøver at være direkte på din fysiske enhed, men kan gemmes online i stedet. Du kan vælge at slå iCloud til, så dine data automatisk vil blive gemt i skyen. Derved kan du via iCloud få adgang til dine data fra flere forskellige enheder. Dette kræver blot, at du er logget ind med det Apple ID, hvor du har oprettet din iCloud lagring.
Du kan både bruge iCloud til at gemme dine billeder, videoer, mails, din kalender og mange andre af dine vigtige oplysninger. Du får 5 GB gratis lagerplads, når du opretter dig som bruger på iCloud. Hvis du har behov for mere plads, kan du tilkøbe dette. Den udvidede lagerplads i iCloud+ er også en del af produkterne, der tilbydes i Apple One.
Hvad kan iCloud bruges til?
Selvom iCloud er lavet af Apple, kan du ikke kun få adgang til den ved at bruge Apples produkter. Du kan nemlig også få adgang til din iCloud, selv hvis du får behov for at tilgå den fra en computer der eksempelvis kører Windows.
Når du bruger iCloud får du mulighed for at gemme både billeder, videoer, musik, dokumenter, appdata og meget mere på et lager, der findes i skyen. Derfor vil du potentielt kunne frigive en masse opbevaringsplads på dine forskellige enheder. Men det er ikke den eneste fordel, der er ved at gemme dine data online. En anden stor fordel er, at du altid vil have en online kopi af dine vigtigste data, hvis du skulle være så uheldig at enten din smartphone eller din computer går i stykker eller bliver væk.
Billeder på iCloud
Hvis du vælger at bruge iCloud til at gemme dine billeder, kan dette gøres ganske enkelt for dig. iCloud har nemlig en funktion, hvor du automatisk kan overføre og arkivere alle de billeder, som du har tilføjet på dine enheder. Billederne vil blive tilføjet til billedmappen, der hedder ‘Min fotostream’. Du kan nu tilgå og se dine billeder på alle dine enheder, hvor du er logget på den samme iCloud konto.
Filer på iCloud Drive
Vælger du at gemme dine filer på iCloud Drive vil alle filerne automatisk blive opdateret på alle dine enheder, hver gang du laver en ændring. Det er rigtig smart, for det giver dig mulighed for at arbejde på tværs af alle dine enheder. Men iCloud Drive er ikke kun smart, når du selv vil arbejde videre på en fil. For du kan også dele og samarbejde om dine filer med venner, familie og kolleger. Med iCloud Drive vil alle, du har givet adgang til filen, altid have adgang til den nyeste og mest opdaterede version, ligegyldigt hvem der sidst har skrevet eller lavet ændringer heri.
Sikkerhedskopiering på iCloud
Når det kommer til gemme en sikkerhedskopi af enten din iPhone, iPad eller iPod Touch, så er iCloud også rigtig smart. For den sikkerhedskopi, der bliver gemt i skyen, omfatter alle de oplysninger og indstillinger, som ellers ikke automatisk bliver gemt i din iCloud. For at du kan lave en sikkerhedskopi af din iPhone, iPad eller iPod Touch, skal din enhed være tilsluttet WiFi, din enhed skal være tændt men låst, samt den skal være tilsluttet en strømkilde.
En sikkerhedskopi er både smart, hvis du bliver nødt til at nulstille eller gendanne din iPhone. En sikkerhedskopi kommer eksempelvis til sin ret, hvis du for eksempel har købt en ny iPhone. For her kan du bruge iCloud og sikkerhedskopien, til at gendanne mange af din data fra din gamle iPhone. Du behøver altså ikke at skulle sætte din iPhone op helt forfra, for at den kommer til at passe til dine behov.
Kalender på iCloud
Du kan også med fordel tilknytte iCloud til din kalender. For på den måde vil du kunne lagre din kalender i skyen i stedet for lokalt på din enhed. Ved at sørge for, at din kalender bliver tilgængelig i skyen, vil din kalender blive synkroniseret på alle dine enheder, hvor du bruger den samme iCloud konto. Dette betyder blandt andet, at du vil kunne tilføje en begivenhed eller aktivitet i din kalender på din iPhone, og derefter vil du også have adgang til at se den på eksempelvis din iPad.
Safari bogmærker på iCloud
Du kan også vælge at indstille iCloud til Safari. På den måde vil dine bogmærker, din læseliste og dine åbne browserfaner i Safari blive gemt ikke alene på din enhed men også i skyen. Dermed vil alle de ændringer du laver i Safari på en af dine enhed også kunne ses på dine andre enheder. Som eksempel kan gives, at hvis du åbner en ny fane i Safari på din iPhone, så vil dette også automatisk blive vist på din iPad.
Forskellen på iCloud og iCloud+
Som tidligere nævnt findes der både noget, der hedder iCloud og iCloud+. Det kan godt virke lidt forvirrende, at Apple har valgt at bruge navnet iCloud til mere end én app. Men vi vil nu give dig de væsentlige forskelle på de to.
Ved iCloud får du Apples standard version af deres skybaserede lagerservice. Her kan du blandt andet gemme billeder og dokumenter. Når du opretter dig på iCloud, giver Apple dig 5 GB opbevaringsplads ganske gratis. Der er altså tale om en gratis mulighed for at du kan lagre data i skyen.
Med iCloud+ får du den betalte udgave af iCloud. Stort set vil det sige, at du kan tilkøbe mere opbevaringsplads, hvis du har brug for mere end de 5 GB gratis lagerplads. Med iCloud+ får du mulighed for at opgradere lagerpladsen i skyen til 50 GB, 200 GB eller 2 TB.
Der er nogle enkelte krav til din iPhone, hvis du ønsker at få adgang til iCloud+. Det kræver nemlig at du bruger iOS 15 eller nyere version. Hvis du vil have adgang til iCloud+ på din iPad kræver det at din enhed mindst er opdateret til iPadOS 15.
Apple One og iCloud+
Apple har valgt at samle alle deres forskellige abonnementstjenester i én samlet pakke med Apple One. Her får du alt fra lagerplads i skyen til nyheder, musik, film og videospil. For med Apple One får du nemlig
- Apple Music
- Apple TV+
- Apple Arcade
- iCloud+
Så du får faktisk adgang til alle Apples tjenester, hvis du vælger Apple One. Derfor får du også adgang til iCloud+, når du tegner et abonnement på Apple One. Vi har tidligere undersøgt, hvad det koster og om det kan betale sig at at vælge Apple One hvis du gerne vil have adgang til iCloud+.
Opgradering til iCloud+
Hvis du gerne vil opgradere din iCloud til iCloud+ i stedet, så kan du hurtigt gøre dette.
Du kan gøre dette på din iPhone eller iPad på følgende måde:
- Åbn appen Indstillinger på din iPhone eller iPad
- Tryk på dit navn, som du kan øverst inde i Indstillinger
- Vælg herefter iCloud
- Tryk derefter på Administrer lagringsplads
- Tryk på Skift lagringsplan
- Vælg den opgradering som du ønsker og tryk Opgrader til iCloud+
Nu har du ændret din iCloud til iCloud+ med den lagerkapacitet, som du har valgt.
Har jeg iCloud eller iCloud+?
Hvis du er kommet i tvivl om, hvorvidt du har den gratis iCloud eller tegnet et abonnement på iCloud+, kan det være smart at tjekke dette.
Du kan tjekke dit abonnement på følgende måde:
- Åbn appen Indstillinger på din iPhone eller iPad
- Tryk på dit navn, som du kan øverst inde i Indstillinger
- Vælg herefter iCloud
- Her vil der enten stå iCloud eller iCloud+ afhængigt af, hvilken du har
Hvis du hellere vil skifte til den modsatte løsning, er det også her, du gør det.
Få iCloud på iPhone, iPad eller iPod Touch
Hvis du gerne vil komme i gang med at bruge iCloud på din iPhone, iPad eller iPod Touch tager det ikke mange minutter.
Du kan slå iCloud til på din iPhone, iPad eller iPod Touch på følgende måde:
- Åbn appen Indstillinger på din enhed
- Tryk på dit navn, som du kan øverst inde i Indstillinger
- Hvis du ikke kan se dit navn, skal du trykke på Log ind på din [enhed], hvorefter du skal skrive dit Apple ID og adgangskode
- Vælg herefter iCloud
- Slå derefter de apps og funktioner du ønsker fra eller til
Nu har du adgang til iCloud på din iPhone, iPad eller iPod Touch. Hvis du har flere af disse produkter, kan du med fordel vælge at give dem alle adgang til iCloud.
Få iCloud på Mac
Hvis du har en Mac computer og gerne vil komme i gang med at bruge iCloud på denne, kan du også hurtigt komme i mål her.
Du kan slå iCloud til på din Mac på følgende måde:
- Tryk på Apple ikonet øverst i venstre hjørne
- Vælg Systemindstillinger
- Klik på Apple ID
- Hvis du ikke kan se dit Apple ID, skal du trykke på Log ind og derefter skrive dit Apple ID og adgangskoden
- Vælg herefter iCloud
- Slå derefter de apps og funktioner du ønsker fra eller til
Nu har du iCloud slået til på din Mac samt vælgt eller fravælgt de apps og funktioner, du ønsker at benytte iCloud sammen med.
Få iCloud på Apple TV
Du kan også få mane fordele ud af at bruge iCloud på dit Apple TV. For hvorfor ikke få adgang til at se videoer og billeder direkte på din TV?
Du kan slå iCloud til på dit Apple TV på følgende måde:
- Åbn appen Indstillinger på dit Apple TV
- Tryk på Brugere og konti
- Herefter skal du vælge din konto
- Hvis du ikke kan se dit Apple ID, og dermed ikke er logget ind, skal du trykke på iCloud og derefter Log ind
- Slå derefter de apps og funktioner du ønsker fra eller til
Nu kan du ikke alene streame film og serier på dit Apple TV, men også gense dine feriebilleder sammen med venner og familie, når I er samlet foran fjernsynet.
Nulstil kode til iCloud
Når du kommer godt i gang med at bruge iCloud på flere forskellige enheder, kan du godt løbe ind i problemet, at du har glemt din kode hertil. Så melder spørgsmålet sig: Hvordan nulstiller jeg mit kodeord til iCloud? Her skal du huske på, at dit log in på iCloud er dit Apple ID. Hvis du stadig ikke kan huske koden, skal du derfor ændre koden til dit Apple ID.
Hvis du ønsker at nulstille din kode, kan du gøre det på følgende måde:
- Åbn appen Indstillinger på en af dine enheder, hvor du er logget ind med Apple ID
- Tryk derefter på dit navn, som du kan se øverst inde i Indstillinger
- Vælg Adgangskode & Sikkerhed
- Herefter vælges Skift adgangskode
Sørg for at vælge en kode, du både kan huske og som ikke er alt for nem for andre at gætte. Hvis du gerne vil undgå at andre personer skal få adgang til dine personlige data, bør du vælge en stærk adgangskode og holde denne hemmelig.