Et batteris opladningskapacitet forringes over tid, men den indbyggede macOS-funktion Optimeret batteriopladning kan forbedre batteriets levetid.
Apps dræner batteriet på din Mac og sammen med den almindelige og gentagne dagligdagsbrug, betyder det batteriets opladningskapacitet forringes set over tid.
Der findes mange gode råd og tips til, hvordan batterilevetiden kan forlænges på en MacBook, hvor vi her kigger på den indbyggede opladningsfunktion Optimeret batteriopladning, der ved at optimere og effektivisere opladningen af batteriet i en MacBook, kan forlænge enhedens generelle batterilevetid.
Hvad er Optimeret batteriopladning?
Apple lancerede i forbindelse med macOS Catalina funktionen indstilling til batteritilstandsstyring, som med de senere udgaver har udviklet sig til det, som vi i dag, kender som Optimeret batteriopladning. Apples egen forklaring på Optimeret batteriopladning er: "Optimeret batteriopladning lærer af din daglige opladningsrutine, så den kan vente med at afslutte opladningen forbi 80 procent, indtil du skal bruge den på batteri for at bremse batteriets aldringsproces".
På mere jævnt dansk betyder det, at hvis Optimeret batteriopladning er aktiveret, så oplades MacBook-batteriet til 80 procent og stopper. Herefter bruger macOS en indbygget algoritme baseret på brugerens forbrug til at afgøre, hvornår batteriet skal oplades til 100 procent.
Hvordan fungerer Optimeret batteriopladning i praksis?
Fra macOS Big Sur og fremefter betyder Optimeret batteriopladning aktiveret, at en MacBook lærer af brugerens opladningsvaner for at forbedre batteriets levetid. Når funktionen er slået til, forsinker en Mac – i visse situationer – opladningen efter 80 procent. En MacBook lærer altså af brugerens opladningsvaner og prøver at sikre, at brugerens Mac er fuldt opladet, når den frakobles.
Sådan aktiveres Optimeret batteriopladning i macOS
Apple sørger som udgangspunkt for, at Optimeret batteriopladning som standard er sluttet til i macOS, men er funktionen blevet deaktiveret, så aktiveres Optimeret opladning i macOS ved at følge disse trin:
- Vælg Apple-menuen Systemindstillinger
- Klik på Batteri i indholdsoversigten
- Klik på knappen Vis info ud for Batteritilstand
- Slå Optimeret batteriopladning til ved at klikke på Slå til
- Klik på OK
Skal Optimeret batteriopladning deaktiveres gentages processen og i trin 4 vælges "Slå fra".
Tjek hurtigt at Optimeret batteriopladning er slået til
Når Optimeret batteriopladning er slået til på en MacBook, viser batteristatusmenuen, hvornår den pågældende MacBook vil være fuldt opladet, eller om opladning er sat på hold. Hvis enheden er tilsluttet strøm det meste af tiden, kan brugeren få vist meddelelsen "Opladning på pause (batteriet bruges sjældent)", når opladningen er sat på pause.