Hvem har brug for en Steam Deck med denne controller fra Gamevice, som forvandler din iPad til et yderst kompetent håndholdt spillekonsol alternativ.
Vi annmelder her Gamevice til iPad, der omdanner din iPad til en komplet håndholdt spillekonsol, med en udsalgspris på $99,95 svarende til cirka 655,00 danske kroner + evt. import og toldafgifter.
Tidligere har vi anmeldt den fortræffelige Backbone One til iPhone 15, hvor vi nu med Gamevice til iPad kigger på en controller, der kan spille en større skærm op.
Plusser
- Billig indgang til håndholdt gaming
- Bygget af kvalitetsmaterialer
- Komfortabelt Xbox-layout
- Ligger overraskende godt i hænderne
- Indbygget USB-C lader og 3.5 mm hovedtelefonstik
- Plug and Play løsning
- En måneds gratis abonnement på Game Pass
Minusser
- Svær at få fat på i Danmark
Disclaimer
Denne test og anmeldelse er udført efter gældende objektive kriterier, som vi benytter på Mac365.dk, og ingen producent eller leverandør har haft indflydelse på denne test og konklusionerne i denne anmeldelse.
Samlet bedømmelse
Gamevice for iPad er den bedste controller, der kan tilkobles en større skærm, som vi har prøvet til dato. Den er ganske enkelt rasende komfortabel under brug og giver ikke trætte skuldre eller ondt i nakken, som man ellers godt kunne frygte, da der er tale om en stor fysisk controller, der fylder godt i landskabet på en 10.5 tommer iPad. Vi elsker simpliciteten fra den enkle Plug and Play løsning til samspillet med den tilhørende Gamevice Live-app, der byder på en fremragende spiloversigt.
Mac365 anbefaler derfor købet af dette produkt.
Kompatibilitet
Gamevice til iPad er designet specifikt til de mellemstore iPads fra de seneste generationer. Kort sagt, hvis din iPad er meget stor (over 10,5 tommer) eller bruger en USB-C-forbindelse i stedet for et Lightning-stik, vil denne Gamevice-model ikke være kompatibel med din enhed.
Gamevice Live
For at give dig et overblik over de apps og spil, der kan bruges med din controller, har Gamevice introduceret en iPad-app, Gamevice Live, der fungerer som en hub for spiltitler tilgængelige i skyen med Game Pass, GeForce Now, Apple Arcade og spil i App Store, der er kompatible med controllere. Controlleren virker også sammen med Steam Link.
Selvom idéen er god, er Gamevice Live-appen ikke altid synkroniseret med de nyeste udgivelser fra hver tjenestes biblioteker, og de nyeste spil vises ikke altid i søgninger. Desuden kan appen ikke lancere streaming spil direkte i selve brugerfladen, hvilket er en skam. Alligevel er appen uundværlig med sin glimrende spiloversigt fra Xbox til Geforce Now m.fl.
Kompatible spiltjenester
Gamevice for iPad, som vi har testet understøtter disse spiltjenester/stores:
- PS Remote Play
- Steam Link
- App Store
- Apple Arcade
- NVIDIA GeForce Now
- Xbox Remote Play
- Xbox Cloud Gaming
- Amazon Luna
Førstehåndsindtryk
Da vi udpakker Gamevice-controlleren til iPad, bliver vi straks overraskede over dens seriøs, store størrelse, hvilket giver os anledning til at tvivle på, hvorvidt den vil fungere optimalt med en iPad. På trods af dens omfangsrige størrelse, er Gamevice-controlleren til iPad fremstillet af kvalitetsmaterialer, der matcher de bedste originale Xbox- og PS5-controllere på markedet. De to greb på controlleren er forbundet med en elastisk gummirem, som kan justeres til at passe til den specifikke iPad-model, der skal tilsluttes. Controller-layoutet på Gamevice for iPad er designet efter Xbox-controllerens standarder, hvilket giver mening, da den er Xbox-certificeret.
Indtryk og spiloplevelse
Vi tester Gamevice til iPad sammen med forskellige spiltitler på App Store, Geforce Now m.fl med alt fra Pac Mac til Need for Speed og Fortnite. Vi må sige, at det er en fantastisk oplevelse, at kunne spille nogle af de populære spiltitler på markedet sammen med en fysisk gaming controller på en stor 10 tommer iPad-skærm. Vi er ikke og bliver aldrig fan af mobilspil på en iPhone eller iPad, hvor spillet skal betjenes med touch, da det giver alt for store indbyggede begrænsninger, der går udover selve spiloplevelsen.
Gamingvice til iPad reagerer responsivt i spil og matcher fuldt ud de bedste Xbox- og PS5-controllere, som vi har testet, med hensyn til præcision og ergonomi.
Når vi skal finde spændende spiltitler at teste på vores iPad sammen med Gamevice til iPad-controlleren, så tager vi udgangspunkt i spiloversigten i Gamevice Live-appen, og prøver flere af de forslåede spil på de forskellige platforme.
Skal du købe Gamevice til iPad?
Gamevice til iPad er sandsynligvis markedets bedste og mest økonomiske måde at nyde håndholdt gaming på, hvis man allerede ejer en iPad. Normalt er håndholdt gaming en dyr fornøjelse, hvor hardware alene kan koste over 5.000 kroner, foruden udgifter til spil og forskellige spiltjenester.
Det er ikke sådan, at Gamevice til iPad gør det gratis at starte med håndholdt gaming, men det gør det bestemt mere overkommeligt. Omkostningerne er ekstremt lave sammenlignet med at skulle anskaffe sig en dedikeret håndholdt spillekonsol som Steam Deck OLED. Du kan downloade og spille masser af gratis spil fra App Storen til din iPad, og hvis du kan leve med de indbyggede tidsbegrænsninger, kan du spille gratis på spiltjenesten Geforce Now. Hvis du forelsker dig i en AAA-spiltitel på App Store, vil det ikke koste mange kroner at købe, og det kan være flere hundrede kroner billigere end tilsvarende tilbud fra andre spiltjenester.
Du kan købe Gamevice for iPad hos Gamevice her!