Næsten alt man kan forvente af en flagskibsmodel, men desværre skuffer Apple Watch Series 10, når det kommer til forbedringer af batterilevetiden.
Vi anmelder her Apple Watch Series 10 til med en startpris i butikkerne på 3.599,00 kroner for grundmodellen.
Plusser
- Større og mere læsbar OLED-skærm
- Lettere design
- Hurtigere opladning
- Registrering af søvnapnø
- Topklasse stemmeisolering under opkald
Minusser
- Batteritiden er uændret
- Uret kan være for stort på håndleddet for nogle mennesker.
Disclaimer
Denne test og anmeldelse er udført efter gældende objektive kriterier, som vi benytter på Mac365.dk, og ingen producent eller leverandør har haft indflydelse på denne test eller konklusionerne i denne anmeldelse.
Samlet bedømmelse
Apple Watch Series 10 er først og fremmest evolution og ikke revolution. Apple har fintunet og forbedret et i forvejen godt Apple Watch med udgivelsen af sin nye flagskibsmodel Watch 10. Apple Watch Series 10 er slutproduktet af en lang række små tilpasninger, der har resulteret i et af de bedste Apple Watches til dato. Fra det tyndere og lettere design til den større OLED-skærm kombineret med hurtigere opladning og søvnapnø-detektion. Desværre indeholder uret ikke forbedringer af batteritiden, som er uændret 18 timer. Derudover er selv den mindste model på 42 mm et ret stort ur, som for mange vil blive for stort at bære på håndleddet. Har man en iPhone, så vil et Apple Watch altid være det næste naturlige valg på grund af den tætte integration mellem enhederne. Men, om Apple Watch Series 10 er at foretrække over Apple Watch Series 9, som tilmed er en hel del billigere, ja det er et helt andet spørgsmål.
Tyndere og lettere design
Designet er blevet tyndere og lettere og det mærkes tydeligt på både 42 mm-modellen og 46 mm-modellen. Det nye Apple Watch er det tyndeste indtil videre med en tykkelse på kun 9,7 mm, hvilket er 10 % tyndere end Series 9. Det er også op til 10 % lettere. Uret føles, som altid med Apples andre Watches, eksklusivt at have på håndleddet, som det perfekte sidekick til ens iPhone. Med hensyn til materiale og farver, så udbyder Apple 10'er-modellen i materialerne aluminium og titanium. Aluminium tilbydes i farverne: Jet Black, Rose Gold og Silver, hvor titanium kommer i farverne Natural, Gold og Slate.
Større OLED-skærm
Skærmene er større end nogensinde før, hvilket introducerer to nye størrelser af urkasser: en på 42 millimeter og en anden på 46 millimeter. Generelt føles Apple Watch Series 10 mere som et traditionelt armbåndsur, Dette skyldes hovedsageligt LTPO 3-skærmen, der kan reducere opdateringshastigheden til 1Hz, hvilket gør det muligt for sekundviseren at tikke på den altid aktive skærm. Med en lysstyrke på 2.000 nits har skærmen samme maksimale lysstyrke som Apple Watch Series 9, og der er ingen mærkbar forskel, når man betragter dem udendørs på en solrig dag. Dog gør Series 10's vidvinkel-OLED, at skærmen fremstår lysere, når den betragtes fra en vinkel, selv når uret er inaktivt.
Ny sundhedsfunktion
Set fra et sundhedsperspektiv, introducerer Apple Watch Series 10 en ny funktion til at detektere søvnapnø, som er en tilstand, hvor vejrtrækningen gentagne stopper og starter under søvn i forbindelse med blokering af luftvejene. Apple Watch Series 10 kan detektere, når brugeren er udsat for søvnapnø, og udsende en advarsel til brugeren, så denne vågner.
Andre nyheder
Apple Watch Series 10 kan oplades hurigere end forgængeren, og samtidig er uret udstyret med en overraskende vellykket stemmeisolering, der reducerer støj under telefon- og FaceTimeopkald. Og endelig kan man nu afspille musik på Apple Watch Series 10-højttaleren, hvilket er en praktisk funktion, hvis man har glemt hovedtelefonerne til løbeturen.
Afsluttende bemærkninger
Apple Watch Series 10 kommer godt i mål som efterfølger til det populære Apple Watch Series 9, men som vi skrev i begyndelsen af anmeldelsen, så er der tale om en evolution og ikke en revolution, da der er tale om subtile ændringer. Apple har bl.a. på grund af en verserende strid været nødt til at deaktivere Blood Oxygen-appen, hvilket sammen med uændret batterilevetid trækker ned i det samlede billede.